At være beboer
Dagligdagen
Hverdagen på Kalleruphus tager sig forskelligt ud, alt efter hver enkelt beboers mål, situation og udviklingsniveau.
Der er således beboere, der går til undervisning, er i gang med praktik, eller med frivilligt arbejde, som skridt mod større mål.
Forud for dette kan der være en periode, hvor man følger Kalleruphus' interne struktur, der består af morgenmøde, en formiddagsaktivitet sammen ned personale, og om eftermiddagen er der aftaler med psykolog, husopgaver m.v.
Når de faste aktiviteter er tilgodeset, er der plads til fritidsaktiviteter, til at besøge familie og venner m.v. eller til selv at have besøg.
Det samme gælder for weekends, hvor der endvidere foretages fælles udflugter efter aftale for at støtte op om fritidsinteresser.
Der vil i dagligdagen være personale til stede, som kan hjælpe dig med at komme videre i dit liv, og få din hverdag til at fungere, så du efterhånden kan komme til at leve din egen selvstændige tilværelse.
Du vil kunne få hjælp på det mere praktiske plan med hensyn til husførelse, uddannelse/arbejde og fritidsinteresser.
Du vil også få hjælp til den nødvendige personlige udvikling, der skal til for at kunne stå på egne ben, og du vil få hjælp til at håndtere dit sociale liv.
Udviklingsplaner
Sammen med dig vil vi sætte nogle mål for din fremtid, og fremstille nogle udviklingsplaner, som kan hjælpe dig frem mod målene.
Disse kan handle om såvel at blive bedre til praktiske færdigheder, som at komme i gang med uddannelse eller praktikforhold, eller en mere personlig udvikling.
Dine overvejelser inden indflytning
Hvis du vælger at flytte ind på Kalleruphus og blive beboer, må du forinden gøre dig nogle overvejelser, og have nogle ønsker om, at du vil ændre på dit liv, og have ønsker om, at få hjælp til dette.
Du begynder ved indflytningen at arbejde på, at der skal ske forandringer i dit liv, og på at få en dagligdag bragt i overensstemmelse med de mål, du har for din fremtid.
Dine forpligtelser
Dette stiller nogle krav og forpligtelser til dig, og til det at være i behandling på Kalleruphus.
- Du må forpligte dig til at tage de fornødne hensyn, der må kræves af dig, når du skal bo sammen med 7 andre, som er i nogenlunde den samme situation som dig selv.
- Du må forpligte dig til at ville tage et medansansvar for at hus og hjem fungerer, dvs. tage et medansvar for den daglige husførelse og rengøring, og for at bede om hjælp, dersom du oplever vanskeligheder i forhold hertil.
- Du må være indstillet på at passe alle aftaler, der har et behandlingsmæssigt sigte (terapi, gruppeterapi, morgenmøder m.v.) og aftaler hvor du har et medansvar i forhold til bofællesskabet, f.eks. det ugentlige husmøde.
- Du må være indstillet på at alkoholindtagelse i hverdagen, ikke ordineret medicin eller andre former for stimulanser ikke kan forekomme samtidigt med at du er i et behandlingsforløb.
- Du må være indstillet på at svært selvdestruktive tanker ikke må handles ud, men sammen med personalet sikre en forebyggelse mod at handle ud, og herved kontrollere dine handlinger.
Hvis du vil forpligte dig til ovenstående behandlingsmæssige spilleregler, kan vi til gengæld stå inde for, at du sammen med det professionelle personaleteam på Kalleruphus, kan arbejde på at skabe forandringer i dit liv og sætte nye mål for din fremtid.



